»Ren Vodka« er en vellykket sammenvævning af et krimiplot og en kritisk gennemgang af det russiske samfund.

Den engelske forfatterinde Anna Blundy har globetrotter-tilværelsen i blodet som datter af krigskorrespondenten David Blundy, der i 1989 blev dræbt i El Salvador under stor mediebevågenhed.

Selv har hun også rejst meget som journalist, hvilket har dannet afsæt for hendes seks populære krimibøger om den alkoholiserede reporter Faith Zanetti, der konstant havner i krydsild i verdens brændpunkter.

Mest kendt er hun dog for med sin klumme i Times Magazine i 90’erne at have været primær inspiration for Helen Fieldings »Bridget Jones’ Diary«, og det humoristiske hverdagsagtige toneleje er også en essentiel bestanddel i Zanetti-portrættet.

»Ren Vodka« er den fjerde bog i serien, men den første, der oversættes til dansk. Den kan dog fint læses uafhængigt af de andre. Blundy skifter eksempelvis geografien helt ud for hver bog, og, som titlen antyder, er vi denne gang i Rusland – både før og efter kommunismen.

Her var Zanetti nemlig engang i sin pure ungdom kortvarigt gift med den anløbne Dimitri, og da hun femten år senere vender tilbage til Moskva, indhenter den forbindelse hende. Dimitri, nu en af de helt store kanoner i den ny kapitalistiske tidsalder, eftersøges af politiet for en gammel forbrydelse, og Zanetti mistænkes for at være medskyldig.

Det hele kompliceres af, at Zanetti ikke selv kan huske præcist, hvad der skete på gerningstidspunktet, eftersom hun som så ofte siden var sanseløst beruset. Lige bag hendes kække og frygtløse facade lurer således en menneskelig misere, hvor både det ikke-eksisterende forhold til den netop afdøde mor og hendes angst for at knytte sig følelsesmæssigt til sine elskere er betydelige temaer. Denne skildring af den rastløse reporters distanceblænderi er nu ikke det bedste ved bogen – dertil er psykologien bag lige simpel nok, og undertiden bliver det faktisk lettere sentimentalt.

Til gengæld er sammenvævningen af krimiplot og samfundsskildring ganske vellykket. »Ren Vodka« insisterer i stil med Leif Davidsens bøger på, at spændingselementet ikke blot er til for sin egen skyld, men fortæller noget om virkeligheden, og figuren Dimitri bruges dygtigt som arketype for det skidt, der er kommet til (tilsyneladende) ære efter, at den gamle orden brød sammen.

Helt basalt er Blundy også en god guide rundt i nutidens Rusland, dens steder og dens mennesker, og underbygget af et væld af detaljer efterlader hun et interessant indtryk af et land, hvor en del er forandret, men det meste alligevel det samme som før.

Gorbatjov – fredsvinder og reformtaber

»Mr. Gorbatjov, tear down this wall«. Alle kender præsident Reagans legendariske ord, da han talte ved Brandenburger Tor i Vestberlin i 1987. Ingen regnede med, at det ville ske blot to år senere.

Gårsdagens taler i Børsen Ececutive Club, den sovjetiske ekspræsident Mikhail Gorbatjov, er nøglen til den sensationelle åbning og stoppet for det vanvittige våbenkapløb mellem USA og Sovjetunionen, og derfor hylder hele verden ham som en helt kulminerende med Nobels Fredspris i 1990. Men på de indre linjer er der en mørk bagside af medaljen, for de russiske reformer med glasnost (åbenhed) og perestrojka (omstrukturering) mislykkedes, og Gorbatjov er ingen agtet mand i Rusland i dag.

»Han havde ikke modet til at gå hele vejen, og hans reformer var halvhjertede og endte i fiasko. Jeg har altid betragtet ham som en prins Hamlet-figur, der både var en helt og en tragedie. Han satte sig næppe i Lenins gamle kontor i marts 1985 og lavede en plan om at lægge kommunistpartiet i graven inden for seks år. Men sådan gik det. Han satte hele processen i gang, og så endte processen med at æde ham,« siger forfatter og Ruslands-ekspert Leif Davidsen.

Den 76-årige ekspræsident kom til magten i 1985 og beholdt den til 1991, hvor imperiet smuldrede.
Han fik de sovjetiske tropper hjem fra Afghanistan, indgik en historisk våbenaftale med USA i 1987 og slog fast, at der ikke ville blive brugt magt over for de østeuropæiske lande, der ville noget andet end kommunisme.

En af Europas fædre
Lykke Friis, prorektor ved Københavns Universitet, tillægger ham æren for det Europa, vi har i dag.
»Han er en af Europas fædre. Uden hans doktriner havde vi ikke haft 27 medlemslande af EU i dag,« siger Lykke Friis. Men det var ikke helt planen. Gorbatjovs mission var at redde socialismen ved at give den et menneskeligt ansigt. Lenin og ideologi var ok, det var bare forvaltningen af det, der haltede. Men Gorbatjov endte med at trække gulvtæppet væk under sig selv.

»Hans reformer gjorde russerne meget fattige. Der kom en voldsom skjult inflation, som fjernede stort set alle varerne på hylderne. Folks pensioner og opsparinger forsvandt, og det gav de ham skylden for. Han stillede op til præsidentvalget i 1996 og fik mindre end 0,5 pct. af stemmerne. Så der har aldrig været en »Gorba-mania« i Rusland, som der har været i Vesten,« siger Leif Davidsen.

Han understreger, at internationalt er hans status helt anderledes, og særligt hans gode kemi sammen med Reagan var vigtig for et stop for den kolde krig.

Hyldes af tyskere
Lykke Friis er enig:
»Og han har også et fantastisk ry i Tyskland på grund af sin rolle i genforeningen. På Bonns Tysklands-museum kan man se de træstubbe, som Gorbatjov og Kohl sad på. Han bliver ofte hyldet i medierne,« siger hun.

Mette Skak, lektor ved Aarhus Universitet og Rusland-ekspert, vurderer, at Rusland ikke har kunnet styre forvandlingen fra kommunisme til en markedsbaseret økonomi på samme måde som Kina.

»Sovjetunionen var den militære stormagt, men har også betalt prisen for det, fordi industrien var gennemmilitariseret. Så der var ikke strukturelt og kulturelt varmet op til kapitalistisk entrepreneurship. Erhvervene var præget af enorme foretagender inden for olie, gas og andre råvarer, og det giver ikke meget mening at have små og mellemstore virksomheder i de brancher,« siger Mette Skak.

Leif Davidsen spurgt til råds

En ny, dansk forlagsmastodont er født. Dagbladet Børsen erfarer, at EU i dag offentliggør godkendelsen af fusionen mellem Danmarks andet- og tredjestørste forlagshus Egmont og Bonnier.

Forlagsdirektør for det nye store forlag, Anette Wad, vil ikke udtale sig, før udfaldet er officielt, men bliver det en godkendelse, er det en lettelse. »Jeg forventer, at det går godt, men det påvirker selvfølgelig én, at man går og venter på det stempel. Det betyder, at vi endelig kan gå i gang med den fusion, vi skulle have været i gang med for et stykke tid siden.«

Første skridt bliver, at Aschehoug og Bonnier flytter fysisk sammen – formentlig allerede i denne uge – og får lagt fælles budget. De konkrete tiltag har været planlagt længe, men de to forlag har ikke kunnet foretage sig noget konkret inden EU’s godkendelse.

Godkendelsen har ifølge dagbladet Børsens oplysninger trukket ud, fordi der har været tvivl om, hvorvidt fusionen skadede konkurrencen på tegneseriemarkedet. Under de danske Bonnier-forlag ligger tegneserieforlaget Carlsen, og kom det med i købet, ville Aschehougs markedsandel på tegneserier blive så stor, at den mindede om et monopol. Derfor har Egmont valgt at lade Carlsen blive hos Bonnier.

I EU’s Konkurrencekommissariat bekræfter talsmand Jonathan C. Todd, at man er forsinket, fordi EU har analyseret konsekvensen af fusionen.
»Vi har været i dialog med virksomhederne, og de har givet indrømmelser og tilbudt at foretage ændringer. Det sker i sager, hvor man ved, at der kan opstå problemer, og hvor de ikke ønsker at komme ind i næste fase med en mere tilbundsgående undersøgelse.«

Det Egmont-ejede forlag Aschehoug offentliggjorde købet af Bonnier Forlagene i juni samtidig med fusionen mellem to Egmont og Bonnier Forlag i Norge. Siden august har EU brugt tiden på at vurdere konkurrencesituationen på det danske bogmarked. Konkurrerende forlag, boghandlere og forfattere er hørt i processen og blevet bedt om at give deres vurdering af markedssituationen i et omfattende spørgeskema.

Leif Davidsens mening
Bestseller-forfatter Leif Davidsen modtog også et spørgeskema, men EU må undvære hans vurdering.
»Jeg er forfatter, ikke forlagsmand. Det var et meget langt skema, og jeg have ganske enkelt ikke tid til at udfylde det med den meget korte tidsfrist. Og så kommer det i øvrigt ikke EU ved, hvad jeg mener om den fusion,« siger Leif Davidsen.

Litterær agent Lars Ringhof, der repræsenterer en række danske forfattere, finder det positivt, at han er blevet hørt og valgte at besvare spørgeskemaet. Han mener ikke, at fusionen er til gavn for forfatterne.

»En del af at bestemme forfatterens værdi, er jo at placere vedkommende mellem flere interesserede forlag. Nu er den konkurrence voldsomt reduceret.«

Forfattere som Leif Davidsen er leverandører til bogmarkedet og er derfor blevet hørt af EU i sagen om fusionen mellem Bonnier og Egmont. »Alle relevante parter skal høres,« lyder det fra EU’s talsmand. Læs mere her: 1001.117:: Leif Davidsen - Booking kultur

Brændpunktsforfatter

Som han sidder der i lænestolen hos forlaget Lindhardt & Ringhof, ligner han stadig en korrespondent, der hvert øjeblik kunne finde på at rejse sig og løbe ud af døren for at drage mod et af verdens brændpunkter. Sorte jeans, ternet skjorte, brun oilskindsjakke og – selvfølgelig – med den sorte notesblok i inderlommen.

Men han løber ingen steder. Det er efterhånden flere årtier siden, den tidligere DR-korrespondent kastede sig ud i fiktionens verden. Men det ændrer ikke på, at verdens brændpunkter stadig er hans arbejdsplads.

»Den pulserende verden er min benzin. Det er den, der inspirerer mig,« siger Leif Davidsen.

På fredag udgiver den storsælgende forfatter novellesamlingen »Utahs Bjerge«, og endnu en gang spiller verdens storpolitiske konflikter en central rolle i historierne. Fra Østeuropa efter murens fald til det voldelige USA. Og så tager Leif Davidsen for første gang livtag med Afghanistan-krigen i to ud af 12 noveller.

»Det kommer forbløffende lidt til udtryk i dansk litteratur, at vi har været i krig nu i over 10 år. Det påvirker jo folk, at de har været i krig. Når man tænker på, at vi skifter soldaterne ud hvert halve år, og hvert menneske i hvert fald har en nær omgangskreds på 15-20 mennesker, så er det altså rigtig mange danskere, der efterhånden har det her tæt inde på livet, og derfor har jeg brugt Afghanistans påvirkning i to af novellerne,« siger Leif Davidsen.

Han kalder det selv en gammel journalistisk erhvervsskade, når han så konsekvent bruger virkeligheden i sin fiktion.
»Jeg føler mig stadig som journalist. Jeg er dybt interesseret i politik, historie og udenrigspolitik. Jeg henter min inspiration i begivenheder og kultursammenstød – der hvor samfundet er i skred. Jeg rejser stadig meget. Opsøger folk og henter inspiration,« siger Leif Davidsen.
Derfor har han også haft travlt med at følge med i nyhedsstrømmen på det seneste. Atomkrisen i Japan, frihedskampen i Egypten og krigen i Libyen er bare nogle af de begivenheder, som har vækket den 60-årige forfatter.

»Jeg har egentlig aldrig interesseret mig så meget for Mellemøsten, men det, der sker i øjeblikket, er spændende. Jeg er nok mere skeptisk end mange andre. Jeg kan have håb om, at demokratiet kan få fodfæste i den region, men jeg har også min stærke tvivl, fordi der er en total mangel på demokratisk tradition. Det er meget nemt at lave oprør, men dagens frihedskæmpere er ikke nødvendigvis morgendagens demokrater. Det viser den historiske erfaring desværre, når man f.eks. kigger på Sovjetunionens sammenbrud for snart 20 år siden, hvor det kun er tre ud af 15 republikker, man reelt kan kalde demokratier – nemlig de tre baltiske lande, mens resten er forskellige grader af autoritære styrer.«

Nordafrika – ikke lige nu
Alligevel har han ingen planer om at drage til hverken Japan, Nordafrika eller Mellemøsten lige med det samme for at hente inspiration til kommende værker. Japan er en tragisk ulykke, ikke romanmateriale. Og Mellemøsten og Nordafrika har han ikke umiddelbart mod på at kaste sig over.
»Ikke lige nu, men man skal aldrig sige aldrig,« siger Leif Davidsen.

Det handler også om, at konflikten ikke i sig selv skaber historien. Leif Davidsen har brug for sin hovedperson. Han skal altid have hovedpersonen først, inden han kan lade historien folde sig ud. På den bekostning har han droppet flere spændende konflikter, der kunne være oplagt romanpotentiale. For eksempel ideen om at kaste sig over finanskrisen.

»Finanskrisen har jeg tænkt på i mange år. Jeg har hørt så mange rygter om, hvor mange russiske mafiapenge, der var i Island og via Island ud i den europæiske, amerikanske og japanske økonomi. Jeg har aldrig kunne finde et bevis for det, og jeg har aldrig kunne finde en rigtig rapport om det. Jeg behøver sådan set heller ikke noget bevis for at skrive det som roman, men jeg ved bare ikke, hvem der skal fortælle den. Jeg kan ikke finde en person inde i mit indre, som jeg kan involvere i det her. Uden personen, der driver historien, bliver det ikke til noget,« siger Leif Davidsen.
Han stikker hånden i inderlommen og trækker den sorte notesblok frem. Den er altid med, når han rejser rundt. Både på målrettede researchture og mere private rejser, som indimellem giver uventet inspiration. Senest da han tidligere på ugen var i Grønland, hvor det lykkedes ham at finde åbningen til hans kommende roman.

»Den skulle ellers være begyndt i Kasakhstan, men der kunne jeg ikke få visum, så nu har jeg fundet ud af, at det bliver Grønland i stedet.«
Dermed er rammerne på plads, men handlingen – ja den kender han ikke endnu.

»Jeg ved, at hovedpersonen er omkring 40 år. Han er metrolog og arbejder med is og klimaforandringer, og så har han en tvillingbror, som er ansat i den russisk ortodokse kirke i Moskva. Jeg ved ikke, hvad det skal handle om, men jeg ved, at historien har store muligheder, fordi den russisk ortodokse kirke er en meget magtfuld kirke med en utrolig tragisk historie og i dag fuldstændig forbundet med Putin og statsmagten,« siger Leif Davidsen og understreger, at romanen stadig kun er på skitseniveau.

Han lægger ikke skjul på, at han gerne vil mere end at underholde med sine bøger. Især i en tid, hvor mange nyhedsmedier styrter rundt fra den ene konflikt til den anden uden at komme i dybden med de væsentligste problemstillinger.

»Jeg vil gerne både underholde og fortælle om tiden og komplicerede udenrigspolitiske sammenhænge. Jeg kan ikke så godt lide ordet realistisk, men jeg vil gerne have, at det er plausibelt. Altså noget, der godt kunne være foregået,« siger han.

Netop derfor rejser han altid på researchture for at kunne beskrive alt fra omgivelser til maden. Og han står af på forfattere, der puster historierne op i et urealistisk univers bagved deres egne skriveborde.

»Jeg er for længst stået af den moderne kriminalroman, som er så vildt ude i hampen. Alle de her designerkrimier, som er skrevet af søskendepar, svenske par, og hvad vi ellers ser. Jeg kan ikke med det,« siger Leif Davidsen.

Han insisterer på at holde sig til det plausible og det seriøse, som også gør læseren klogere. Og efter lidt pres fra journalisten indvilger han i at udpege den del af forfatterskabet, hvor han selv synes, det lykkedes allerbedst.

»Jeg er glad for de tre russiske romaner med »Den russiske sangerinde«, »Den sidste spion« og »Den troskyldige russer«. De skildrer den deroute, som jeg stadig mener, er den største historie, der er sket i min levetid. At Sovjetstaten for snart 20 år siden holdt op med at eksistere. Det er et af verdenshistoriens allerstørste imperier, der strakte sin indflydelse hele kloden rundt, besad over 30.000 atomvåben og flere gange var på kanten af en total udslettelse af jorden. At det forsvandt og gik under, det ændrede vores virkelighed radikalt,« siger Leif Davidsen.